Mere kant til den lille have….

Det er længe siden, jeg har været på banen. Det er nu ikke fordi, der ikke er sket noget i haven, men nærmere fordi der er sket for meget – både i haven og resten af mit liv. Når jeg alligevel genoptager en gammel dyd, så er det fordi, der egentlig er så meget at berette om både nyt som gammelt.

Som alle andre steder i blogland er foråret også landet i Villa Landly, det myldrer frem med masser af forårsløg, påskeklokker, anemoner, Téte à téte og meget meget mere. Herunder en lille forsmag af skønhederne – denne skønneste påskeklokke, en fyldt blå anemone og den fineste kugle primula. Det er da forår.

Søndagen gik med andet end at suge foråret til mig, jeg brugte også tiden på at forfølge en tanke jeg fik, da jeg var på sommertur med Haveselskabet sidste år i Skåne. De lave svenske bux bum hække er perfekte til at skabe ro i et ellers vildt bed. Billedet herunder er fra Sofiero – lidt større forhold, end jeg er forvent med her i haven, men ja – det er altså drømmen.

Her i haven skal en lav bux bom hæk være med til at afgrænse det vilde udtryk i det røde/ pink bed. I farten var jeg nødt til at udvide med en ekstra 1/2 meter, det blev straks bemærket af manden, at endnu en bid af græsplænen måtte lade livet.

Det krævede lidt forberedelse – af med græstørven, lidt jordforbedring med sand og hønsemøg, alt godt vendt rundt og lige klar til at plante de 14 små bux bom. Nu er der kun at vente til det hele vokser lidt til og skaber rum og ro omkring det røde/ pink bed. Lad os håbe drømmen lykkes.

Dette indlæg blev udgivet i Haven. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *