Forunderlig, overdådig og helt uimodståelig

Af og til forundres og overraskes man, sådan havde jeg det i går eftermiddags. Forleden nede i Netto så jeg en lille håndskreven seddel, der indbød til at kigge forbi på den åbne rosenmark på Gadstrup planteskole. Pudsigt, jeg havde aldrig lagt mærke til en rosenplanteskole i Gadstrup – og jeg har endda i sin tid kørt post i området. Hvordan skulle man kunne køre post og slet ikke opdage en hel mark med roser. Jeg fandt frem til en faldefærdig gård, men sammenfaldne drivhuse – der røg optimismen godt nok. Vejen ud til marken gik ud over knoldede små stier, men den dukkede op! Lige midt i det hele – og dejligt i læ mellem en masse træer.

På billedet ses bare en bid af marken. Ejeren Carsten kom straks kørende på sin 4-hjulede crosser – han fortalte velvilligt om stedet. 60000 blomstrende roser og 300 forskellige arter – det var ret overvældende. Øverst til højre i billedet, det helt grønne er vilde roser, hvorpå de mange forskellige roser podes. Blandt andet har Carsten licens til at pode Poulsen og Tantau roser.

Jeg vandrede rundt mellem alle de skønne dufte – det var en rigtig skøn fornemmelse. Carsten og hans kone havde endnu ikke nået at placere alle skiltene, men herunder skal I alligevel se et par godbidder.

Da jeg kørte, var drømmen at finde en fin sartgul rose, som måske skulle med mig hjem. Øverst til venstre ses den storblomstrende rose Adolf Horstmann og det store billede er den storblomstrende rose Tivoli 150 – som virkelig havde helt overdådige flotte hoveder og en skøn diskret duft. Tivoli 150 flytter helt sikkert ind ved en senere lejlighed.

Når jeg kun skriver udvalgte navne, er det fordi, at ikke alle endnu var mærket op – derfor må jeg tilbage igen, for den smukke rose øverst til venstre, den må jeg bare vide navnet på. Nogen der har et bud? Øverst til højre er det den storblomstrende rose Flora danica – den var fantastisk smuk, og nederst er det endnu et storblomstrende rose nemlig Pink panther.

Der var også et par stykker, som var så heldige at komme med hjem – de skal nemlig have en plads i et par af mine krukker.

Den storblomstrende Tantau rose Nostalgie kunne jeg simpelthen ikke stå for. Igen kom Carsten tilbage – han plukkede flere smukke blomsterhoveder til mig. Nostalgie dufter svagt af hindbær – dejlig frisk duft.

Slyngrosen White nights måtte jeg også lige snuppe med – billedet her er lånt på nettet, så langt fremme er min rose dog ikke.

Det var en dejlig måde at anvende et par timer – Gadstrup planteskole får nok et besøg igen i den kommende tid, for Carsten sagde, at marken om kort tid ville se endnu mere smuk ud – det må man da bare se. De sælger i øvrigt roserne til engrospriser – det er jo også et lille plus i bogen. Jeg er gerne behjælpelig med adresse, hvis nogen skulle have lysten til at se 60000 roser i blomst.

Dette indlæg blev udgivet i Haven. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Forunderlig, overdådig og helt uimodståelig

  1. Ungersvenden skriver:

    Sikke en dejlig historie… ud på eventyr, ude på noget.

  2. Annette skriver:

    Sikke smukke roser, Nostalgie kunne godt friste.

    Annette.

Skriv et svar til Ungersvenden Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *