Her sidder jeg foran computeren i en duft af lækre krydderurter fra haven. Hvordan kan det mon være? Det er fordi jeg hvert år laver vinterforråd af tørrede krydderurter fra haven.
Som i kan se, så havde jeg masser af purløg og oregano – til højre ses det totalt nedtrimmede krydderurtebed. Flere slags følger senere på sæsonen.
Det var store mængder, der blev høstet. Purløggen var gået i blomst – blomsterne blev taget fra, resten blev vasket og hakket fint. Oreganoen blev bare vasket og gjort klar til tørring. Krydderurterne skyllede jeg med lidt Atamon i vandet, det hjælper på holdbarheden. Derefter lægges krydderurterne i trådkurve i mit tørreanlæg.
Tørreanlægget byggede Thomas til mig sidste år – heri tørres krydderurterne hurtigere ved hjælp af en varmluftblæser, der sikrer konstant gennemstrømning af varm tør luft. Temperaturen holdes jævn omkring de 30 grader, den må ikke blive for høj, for så mister krydderurterne aroma. Om et par dage (da der er mange krydderurter i anlægget denne gang) kan jeg hælde lækre hjemmetørrede krydderurter på flotte glas. Til vinter har jeg stor glæde af disse hengemte glas.