En af de ting vi altid har været glade for at tilberede i røgeovnen er laks.
Det er nemt og tager ikke ret lang tid.
Der er mange delte meninger på nettet om hvordan man skal gøre, men her følger en kort beskrivelse af hvordan vi gør det når det skal være nemt.
Vi starter altid med laks af en god kvalitet. De frosne stykker man køber i supermarkedet er OK, men skal det være lækkert og arbejdet værd køber vi laksen hos fiskehandleren.
Køb altid mere end i kan spise, det er også lækkert i en salat næste dag.
Start med at skære laksen ud og rens den. Læg herefter stykkerne på risten med så meget afstand som muligt, så kan røgen bedre cirkulere om stykkerne. Skindet skal vende ned af.
Herefter skal laksen krydres. Vi bruger 2 forskellige metoder, afhængigt af “humøret”:
1. Drys et tæt lag af hvid birkes over hele kødsiden, herefter salt og peber samt krydderurter. Der skal bruges en del hvis smagen skal nå at trænge ind i fisken.
2. Drys salt og peber samt krydderurter direkte på kødsiden. Santa Maria laver en krydderiblanding der hedder “örtagårds krydderurte” som er god til laks.
Så skal fisken røges.
Røgeovnen tændes med flis, og når flammerne begynder at gå ud sættes fisken i ovnen, og røges i ca 15 min. ved 85 grader. Dette er vigtigt for at slå bakterierne ihjel. Herefter røges i ½-1 time ved ca 50 grader og fisken er klar til at spise.
Jeg sænker temperaturen ved at åbne det øverste spjæld og lukke det nederste.
Hvis man har en lille røgeovn med spritbrænder kan man blot røge ved 90 grader i ca 30 min. så er fisken færdig. Fordelen ved at røge ved lavere temperatur er at fisken forbliver saftig og de sunde fiskeolier bevares bedre.
Fisken kan serveres med en lang række tilbehør, så det er op til din egen fantasi.