Hvordan giver man en dejlig morsdags- og farsdagsgave, når man sidder flere hundrede kilometer fra sine forældre og rigtig gerne vil give noget personligt. Jeg besluttede mig for at lave en fælles gave for min forældre og en gave som vi kunne nyde sammen. Jeg lavede et gavekort på en tur til Sofiero i Sverige med luksus madpakke og det aller bedste selskab – Thomas og jeg.
Sofiero var den svenske Konge Gustav VI Adolf og hans hustru Margareta’ s bryllupsgave fra Oskar II. Sofiero blev parrets sommerresidens, der fælles interesse for haven udviklede blandt andet den smukke rhododendron have.
Jeg har tidligere været på Sofiero – og blev virkelig bjergtaget af alle de smukke rhododendron, så bjergtaget, at der i dag er plantet de første rhododendron på vores skovgrund i Sverige. Jeg tog en masse billeder, jeg vil gerne vise, hvor forskellige former og farver de har at byde på på Sofiero.
Er de ikke fantastiske? Det mest betagende er næsten, at man kan gå under skoven af rhododendron – det er en sjov fornemmelse at kigge på de tykke stammer, for i min svenske have er de stadig ganske små, og vi må stadig gå rundt om i stedet for ind under.
Min mor, Thomas og jeg “gemmer” os på billederne under de kæmpe store toppe på de store rhododendron. Vi har allerede aftalt, at mor, far og jeg tager en tur mere over sundet – vi skal da se de andre dele af haven i blomst – blandt andet Dahlia haven som du kan ser herunder.
Måske du også er blevet inspireret – så rigtig god tur….