Læsø – en guldgrube af råvarer.

Som tidligere nævnt er vi på Læsø – et feriemål, som jeg snart ikke kan huske hvor mange gange jeg har besøgt. Mine svigerforældre har et skønt lille og meget minimalistisk sommerhus på øen. Da jeg lærte Thomas og kende for mere end 10 år siden, bød det også på et møde med Læsø. Vi har efterhånden været her så mange gange, at det føles som at komme hjem. Når man kører fra borde fra Magrete Læsø, ja så rammer roen med det samme – den ro finder jeg ingen andre steder. Et hjem uden pligter, det er lille Læ – som huset hedder. Dagens absolut vigtigste gerning er at finde ud af, hvad menuen skal bestå af, hvilken strand man skal besøge eller om man måske lige skal nappe et time eller 2 i hængekøjen. Når det så er sagt, så er der hver gang nogle faste besøg, som simpelthen skal foretages – det har ikke været en tur på Læsø uden…..

Man kan simpelthen ikke tage til Læsø uden at besøg Thorsen Fisk, Juuls Gårdbutik, Uldstuen og Saltsyderiet – det er absolut minimum for et madøre, der er på evig jagt efter lækre råvarer. Det du skal trækkes med denne gang, er lidt omkring Saltsyderiet – som både har historie og lækkerier.

På billedet her over ser du færdige salt lige taget op af panden. Den er virkelig fristende lige at røre – det er så fint og rent. Måske jeg lige skulle give lidt forklaring omkring, hvordan det bliver til.

Helt tilbage i middelalderen producerede man salt, ved at inddampe høj salint vand. Nu har almindeligt saltvand kun en salinitet på 3 %, så det ville tage evigheder at inddampe. På Læsø er man så heldig, at grundvandet ved Rønnerne (øens sydlige strandenge, som oversvømmes af af havvand vinteren igennem) holder en saltkoncentration på omkring 12-16 %, der er velegnet til sydning af salt.

På Læsø genoptog man den middelalderlig produktion, da saltkoncentrationen i grundvandet igen steg (efter en lang periode på flere hundrede år, hvor saliniteten var for lav) i 1990’erne. Egentlig var det en kombination af forskning i gamle produktionsteknikker og en måde at skabe en turistattraktion. De oprindelige saltsydehytter, som i udgravninger findes i hundredvis på Rønnerne, blev genskabt ud fra udgravningerne. Nu er det gået hen og blevet en reel produktion af salt, der sælges i store mængder både ved saltsyderiet og mange andre steder i landet.

Hvordan gør man så….

Det høj saline grundvand suges gennem brønde op – pumpes op og hældes i kæmpe store pande. Under de store pander, er der bygget en ovn, hvor der konstant fyres mens vandet står og damper ind. Vandet udskiller saltkrystaller, når vandet fordamper. For at holde fordampningen oppe, er hytterne bygget, så vinden kan suse igennem hyttens sider, og derved føre den fugtige luft væk fra hytterne. Krystallerne viser sig som flager ovenpå vandet – de skovles op i kurve, hvor vandet kan løbe fra.

Gårsdagens produktion hældes i salttørreriet – og derefter på poser, og så er det lige klar til at spise. Det er vist den simple og hurtige forklaring på, hvordan den skønne hvide sne til mine æggemader opstår. Man kan selvfølgelig købe et væld af produkter på syderiet, men jeg køber det helt almindelige sydesalt, og laver selv lækre salte med masser af krydderurter, chili, citronskal – eller hvad jeg lige finder på. Sydesaltet er en af de godbidder, jeg bringer med mig hjem fra mit andet hjem – Læsø.

Dette indlæg blev udgivet i Haven. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *