Måske lidt sent i forhold til julefrokosten, men absolut i fin stil til mange af det nye års forsæt. Rugbrødet startede ud med en opskrift af Camilla Plum, men den er efterhånden blevet udviklet, så nu passer den alle i huset – også mig, der skal tage hensyn til min PCO. Her op til jul er det blevet til mange portioner, for hjemmebag og hjemmegjort er Thomas og min stil – elsker at vide præcis, hvad det er jeg putter i munden.
Hvis du har fulgt bloggen, har du sikkert bemærket, at vi kværner vores eget mel – økologiske kerner fra Aurion. Når først kværnen er i hus, er det en langt billigere måde at få lækkert, frisk og helt uimodståeligt økologisk mel. På det seneste har jeg eksperimenteret med Kamut, som er en kæmpedurum – rig på protein, faktisk indeholder Kamut til sammenligning 20-40 % mere protein end almindelig hvede, hvilket er med til at give Kamut det karakteristiske lave glykemisk indeks (GI). Det lave GI er en fordel, når blodsukkeret skal holdes stabilt. Selve kernen er en smuk sag, enormt store og lækre og meget atypiske i forhold til andre kornsorter. Hvis du vil læse mere om Kamut, kan du lure her hos Aurion.
Tilbage til det skønne brød – for I skal selvfølgelig have opskriften på mit lækre rugbrød.
Mettes Rugbrød
7 dl vand
3 dl surdej
275 g Kamutmel
275 g Rugmel eller Svedjerugmel
5 dl knækkede rugkerner
2,5 dl Græskarkerner (eller solsikke, hørfrø eller sesamfrø)
1 spsk salt
1 spsk Sirup (her i huset Sukrin)
evt. 25 g maltet byg – der giver rugbrødet en skøn mørk farve, men har ikke betydning for smagen.
Alle ingredienser røres sammen til alt lige er blandet godt – men ikke for længe, for det skal ikke være en klistret og homogen dej. Den fugtige og klæge dej hældes direkte op en i bageform på 1 1/2 l. Personligt sværger jeg til en Eva solo med belægning – men en god brødform helst med lige sider kan også bruges, hvis den smøres før brug. Rugbrødet hæver, indtil dejen når kanten af formen. Brødet bages i 75 min. i en 200 grader varm ovn. Det vendes straks ud på en rist og køles af.
Rigtig god fornøjelse – håber du bliver lige så glad for det skønne brød, som vi er her i huset.