… og det kan godt tages bogstavligt. Faktisk arbejder vi på kryds og tværs af haven, for vi har mange projekter i gang for tiden. I har allerede set lidt til mine fantastiske nye højbede, som ikke er helt færdige endnu. Ja hvorfor så gå i gang med noget nyt, jo vi mangler jord. Så pt. flytter vi jord rundt i haven. Planen er en lille terrasse foran drivhuset med masser af krukker og middelhavsstemning, rundt om højbedene skal der kantes med herregårdssten og køres mere granit på og sidste men ikke mindst skal vi lave et længe savnet rigtig udekøkken.
Weekenden er gået med at grave ud foran drivhuset til min lille middelhavsinspireret terrasse. Jeg forestiller mig et væld af krukker med krydderurter, oliventræer, lidt blomster og måske prydpære. Ja billedet står klart – men der er lidt vej igen….
Sådan så det ud i går eftermiddags – ja, der er virkelig lang vej igen. Det regnede i dag tæt det meste af formiddag også en del af eftermiddagen, men ind i mellem blev der gravet. Thomas gravede videre på en brønd, så vi kan dræne drivhuset, når der er skybrud – du kan lige ane brøndrøret ved siden af vandkanden. Jeg fik så æren af at grave løs på den kommende terrasse. Nedenfor kan du se, hvordan vi flytter jorden over i nærheden af højbedene – området skråner meget og rettes op.
Der køres masser af jord på, for hvorfor ikke bruge det dyrebare muld til at rette græsplænen af. I baggrunden løber Thomas rundt med pladevibratoren – ikke ligefrem en nem opgave i den våde jord, faktisk ville den ikke køre fremad, men det havde min snedige mand selvfølgelig en løsning på.
Der blev fundet en gammel stump vandslange, så kunne den vrangvillige pladevibrator nemlig trækkes rundt. Stampet blev der, det hele blev beklædt med en kraftig fiberdug før granitten blev kørt på. Og så var det tid til at skovle og rive.
Jeg har ikke tal på, hvor mange trillebør-fulde der blev kørt på, men mange – og armene er efterhånden virkelig lange. Der kom et rigtig tyk lag på, og så gik manden igen i gang med at pladevibrere det hele, for det skulle jo gerne blive et fast underlag.
Der mangler selvfølgelig finish, men den lokale flisemand havde udsolgt af gyldenmix herregårdssten, som vi har brugt i resten af haven – dem vil vi kante terrassen og højbedene af med. En lang weekend er ved at være overstået, nu mangler der næsten kun planterne… og billedet er min skønne terrasse står helt klar for mit indre øje.
Jeg bliver næsten helt forpustet af at læse om jeres knokleri 😉
Men hvor bliver det skønt med en middelhavsterrasse. Prydpære står også på min ønskeliste.
Det er helt fantastisk som arbejdet skrider fremad – det er så dejligt, at se det hele tage form.