Jeg lovede at vende tilbage med et par inputs omkring ‘Fra Himmel Til Hav’. Jeg skød som sædvanlig en masse billeder, men men men… det blev ikke helt så vellykket, så jeg låner et par stykker fra Haveselskabet.
‘Fra Himmel Til Hav’ var en arrangement den 22/3 marts omkring regnvand, som Haveselskabets Roskilde Køge afdeling havde arrangeret sammen med Greve Kommune. Som det nye bestyrelsesmedlem, som jeg er – ja så havde jeg selvfølgelig tilbudt min hjælp. Jeg brugte eftermiddagen på at bygge en fantastisk flot stand op sammen med formanden og landskabsarkitekt Lærke Nielsen. Det blev en stand med en fin konkurrence, masser af oplysning omkring regnvand og påskeklokker i overvældende mængder – 300 stk. i et væld af farver – virkelig et smukt syn. De var selvfølgelig alle leveret af Marianne fra Gartneri spiren.
Nu var det hele ikke kun Haveselskabet, flere udstillere var med. Så der var mulighed for at hente inspiration til permable belægninger, opbygning af faskiner, besigtige forskellige regnvandsbeholdere, lære omkring opbygning af et regnbed eller måske lidt omkring etablering af et grønt tag. Der var mange muligheder for at genanvende og udnytte regnvand.
Ole Münster direktøren for Haveselskabet holdt et oplæg omkring, hvilke muligheder der er for at bruge regnvandet, opmagasinere og lede det væk, hvis det er det behovet er.
Han nævnte 5 muligheder, der kan gøre det nemmere at slippe af med overskydende vand;
– Etablering af faskiner til nedsivning af vand.
– Tænke i permable belægninger, når der skal laves terrasser og lignende.
– Etablering af grønne tage med sedummåtter eller andre plantevækster.
– Opsamling af vand i beholdere til senere brug.
– Etablering af et regnbed – eller endnu vildere en grøft i haven.
Senere fortalte Landskabsarkitekt Lærke Nielsen omkring etablering af et regnbed i haven. Det var en fantastisk tanke, at opbygge et bed som decideret er beregnet til stor variation af vandmængden. Tænk at tørke og pludselig regntid kan klares af planter på vores breddegrader.
Jeg synes egentlig at det lidt forvildere og viltre look er rigtig fedt, hvor ville jeg ønske med lidt mere plads, så jeg havde mulighed for at lege med den slags i min have. Jeg må drømme videre og håbe på, at andre griber ideen. Skulle man lige have lyst til at læse lidt mere kan jeg anbefale Haveselskabets side, hvor der er masser af inputs og ideer, som kan bruges hjemme i haven. God fornøjelse.