Så har vi igen været et smut over sundet – egentlig var der lovet regn, men vi tog chancen. Mens det væltede ned med vand her i Danmark, sad vi i tørvejr i Sverige – det var ikke mange dråber vi fik selvom det buldrede i det fjerne. Vi blev mødt at de smukkeste Digitalis, som egentlig stod det helt forkerte sted, men jeg kunne slet ikke stå for dem.
Weekenden skulle bruges til at brænde trækroner af – trækroner som det svenske elselskab havde efterladt midt på grunden, faktisk kunne vi ikke slå græs på 1/4 del af grunden. Nemmeste løsning var selvfølgelig afbrændingen. Sådan så det ud før vi gik i gang.
Lidt uoverskueligt kan vi godt blive enig om – men vejen frem var græsslåmaskine og tændstikker. Der gik ikke lang tid før der var gang i bålet. Der er nu ikke noget mere fantastisk end ild, det er altså dragende.
Jeg havde allerede hjemmefra planlagt, at aftensmaden skulle laves på bålet. Da der var rigtig mange fluer, klæge, myg og knotter i luften valgte vi at spiste ret sent, men det passede perfekt med bålet, som var fyldt med gløder. Herunder lægges en kalveculotte pakket i mange lag staniol ind i gløderne.
Bagefter blev den dækket med et lag gløder. På den anden side af bålet placerede vi en håndfuld bagekartofler ligeledes pakket i adskillige lag staniol. En lille time og det perfekte måltid bestående kalveculotte, bagekartofler, en lækker salat og lidt whiskysauce – ikke så ringe endda ville vi have sagt i Jylland. Den resterende tid blev brugt på at luge omkring frugtbuskene, frugttræerne og rhododendronerne, bagefter blev der plantet yderligere 11 solbærbuske, som jeg har fået af en god kammerat. Skønt at have venner, der har et helt særligt håndelag – kombineret med en gavmildhed. Efterfølgende fik alle buske og træer ukrudtsdug og et godt lag dækbark, mens Rhododendronerne fik masser af god spagnum.
Nu tænker du nok – hvorfor er de plantet så uorganiseret, det er der en god grund til. Underlaget er fyldt med sten – ikke små sten som vi kender dem, nej større sten. Så når det plantes, må der tages højde for sten – derfor bliver det til lidt slinger i valsen. Nu vi taler om sten – skal i da lige se min ynglings sten. Fjollet men – jeg er sikker på, der i min ynglings sten helt sikkert bor en trold, som vil sætte pris på de 2 skønne gule Buddeleia, som jeg har planten ved dens side.
Skøn weekend, jeg glæder mig til turen igen går til Sverige -jeg ønsker mig dog lidt færre stikkende kryb.
Rigtig flotte billeder fra Sverige – rigtig flot og stor digitalis.
Ha´en god week-end.
Knus Hanne Bente
Tak Hanne Bente ;o).
Hvor må det være skønt med sådan et sted i det svenske 🙂
Der er nok at gå i gang med….
Skøn digitalis.
Jep… dejlig plet, med masser af arbejde forude. Jeg vil dog gerne bevare det vilde look – bare i en smule trimmet form.