Jeg har det med at snakke en frygtelig masse, når jeg er til repræsentantskabsmøde i Haveselskabet – de sidste par gange har jeg talt med Jens Juhl. Jens Juhl har en fantastisk kolonihave sammen med Sølva – Slottet i Smørmosen. Vi har flere gange talt om, at jeg lige skulle forbi – og i søndags blev det endelig til noget.
En blæsende men dejlig dag i Smørmosen blev det til – det er her Jens og Sølva bor hele sommeren.
I må da medgive, at det er ren idyl. Der er smukke kombinationer af stauder – der lige matcher slottet, herunder pæoner, porcelænsblomst og matchende husløg.
Men når det nu lige er Sølva og Jens jeg har valgt at besøge, så er det faktisk ikke på grund at de skønne stauder, men alt det andet de kan. For i kolonihaven er der ikke den mindste smule græs tilbage, det meste er udlagt i højbede, drivhuse, drivbænk, hønsehus, havedam og selvfølgelig i en hver så blomsterfyldt have er der bistader – måske jeg også skulle nævne at Slottet i Smørmosen selvfølgelig er ganske økologisk. Min tanke var at hente inspiration til mine egne højbede, for der er Jens og Sølva eksperter.
Alle steder i haven er der større eller mindre højbede i en rigtig god kvalitet. De er alle helt blanke, når de sættes i jord – og efter lidt tid bliver de smukt anløbne af rust. Rusten, som jo egentlig er et tegn på nedbrydning, har den gavnlige effekt, at snegle ikke gider kravle op til godbidderne i højbedene.
På billedet her over ser du til venstre løg og hvidløg, der er godt på vej i en blandingskultur med gulerødder. Løg og hvidløg udsender en duft, der holder gulerodsfluen væk – den bliver forvirret af duften. Hvidløg er også rigtig god blandt jordbær og meget andet, for den hjælper blandt andet med at holde svampesygdomme væk. Jens og Sølva har mange gæster i haven, og specielt fugle (der spiser insekter) er meget velkomne, men af og til tager de sig lidt for kærligt at det grønne. Fuglene er helt vilde med bladbeder, som her dækkes med lidt hjemmegjort beskyttelse. Sammen med bladbederne er der sat forskellige kålplanter – du tænker nok sikke en masse ukrudt mellem de kålplanter, men det er ganske bevidst, for når man dyrker økologiske og gerne vil gøde jorden, så må der grønt gødning til. I mange af højbedene sås der honningurt, hvid kløver, blod kløver og andre spændende sager, der på hver sin måde jordforbedrer og binder kvælstof i jorden, så den efterfølgende kultur får de bedste vækst forhold.
Jens og Sølva går op i at anvende alle ressourcer, der er tilstede – og gerne genbruge materialer, hvis det er muligt. Det nyder alle chilier godt af, for Jens har bygget en mistbænk af en kuppel til et gammelt tagvindue og lidt lecablokke – om natten lukkes kuplen, så der passes godt på de små planter. Krukken på det nederste billede er en Vietnamesisk vandkrukke, den bruges til vandreservior, når der kommer store mængder vand fra oven. Jeg kunne har taget mange andre billeder af vandopsamling, for der er både forskellige regnvandstønder og palletanke, men denne er dog den smukkeste. Jens og Sølva opsamler optil 2500 l vand, så der er masser og vande med, når en tør periode rammer haven.
I kan nok godt fornemme, at jeg havde en fantastisk formiddag hos Sølva og Jens, som er ualmindelig gæstefrie. Jeg har stadig masser af billeder og masser historier, men for at det ikke bliver for langt vil jeg smide et sidste billeder, for Sølva og Jens er også forfattere til 2 gode bøger….
Hvis du skulle få lyst til et besøg på Slottet i Smørmosen, så ved jeg, at Jens og Sølva gerne efter aftale byder inden for – du kan fange dem her.
Til sidst vil jeg bare sige – tak for kaffe til Sølva og Jens.
Jeg har delt dit indlæg på https://www.facebook.com/pages/Fr%C3%B8-fra-FauerFlora/152635428126916.
🙂
Syntes du skriver så fint om Jens og Sølva’s Slottet i Smørmosen
Mange tak Line – det er virkelig et dejligt sted.
Jo, det ser bestemt fantastisk ud og jeg ville elske at kunne besøge økologi-biodiversitet-oasen én dag…. En af deres bøger står allerede på min bogreol og bliver flittigt anvendt. Tak for en levende beskrivelse af stedet.
Hej.
Det med de rustne sider, hvor sneglene ikke gider kravle op ad… Gælder det også for dræbersneglene?
Kære Mette,
For et projekt om kolonihaver, vil jeg gerne bruge din første billede af ‘Slottet’. Kan du sende mig en mail? Eller på hvilken måde kan jeg bedst kontakte dig til at spørge om tilladelse? 🙂
Mvh.
Jan